TV2 Media

TV 2 lancerer fremtidens tv-reklame

Nyt reklameprodukt på TV 2 PLAY kombinerer de digitale muligheder for at målrette med tv-reklamens høje standard. Det nye produkt kan på sigt vende udviklingen på tv-markedet.

På TV 2s årlige ’Media Talk’, hvor de største kommercielle tiltag for det kommende år torsdag blev præsenteret, var der især fokus på en ny type databeriget reklameprodukt på TV 2 PLAY.

- Vi har store forventninger til det nye produkt, der giver annoncørerne det bedste fra to verdener. Her kombinerer vi de digitale muligheder for at målrette med tv-reklamens høje standarder. Med andre ord bliver det et produkt, der afvikler målrettede reklameeksponeringer i sammenhæng med relevant indhold. Der er tale om en ny branchestandard, der på sigt kan vende udviklingen på tv-markedet, så det vokser igen. Produktet, der bedst kan betegnes som Addressable TV, er ikke bare afløseren til det webtv-produkt, vi kender i dag – det er fremtidens tv-reklame, siger Flemming Rasmussen, kommerciel direktør på TV 2.

Med det nye produkt tilbydes kunderne en billigere adgang til TV 2 PLAY. Forbrugerprisen er 30 kroner lavere end det nuværende, reklamefri produkt. Til gengæld vil der være målrettede reklamer omkring TV 2s on demand-indhold.

- Helt konkret vil brugeren af det nye PLAY-produkt forud for et program on demand blive eksponeret for en kort og målrettet reklameblok på gennemsnitligt tre reklamespots. Her har annoncøren mulighed for at styre sin kampagne efter frekvens, geo targeting, demografi og tid. Eksekveringen sker i det velkendte og effektive tv-miljø og til en absolut konkurrencedygtig pris, forklarer Peter Olafsson, salgsdirektør på TV 2.

TV 2 lancerer i disse uger målrettede reklamer på live-seningen på det nuværende PLAY-produkt og forventer at lancere det nye PLAY-produkt i løbet af 2017. Med det nye produkt bliver det således muligt for annoncørerne at købe målrettede tv-reklamer både på live- og on demand-delen af TV 2 PLAY.

Succesfuld digital transformation på TV 2

På Media Talk slog Flemming Rasmussen fast, at TV 2 i disse år udnytter de digitale muligheder til at bryde ud af nogle af de strukturer og rammer, der har kendetegnet tv-markedet gennem mange år.

- På ganske få år har vi mangedoblet PLAY-forretningen, så vi nu har rundet 300.000 abonnenter. I takt med udviklingen har vi øget vores fokus på big data, så vi på den baggrund kan lave unikke indholdsanbefalinger og personaliseret kommunikation til hver eneste PLAY-abonnent. Vores samlede digitale omsætning er de sidste tre år steget omkring 30 procent om året – vel at mærke mens tv-kerneforretningen overordnet set er stabil, og den digitale vækst er hovedårsagen til, at en ellers klassisk medievirksomhed som TV 2 fortsat vokser.

Omdrejningspunktet for TV 2 succes er fortsat det stærke indhold, der har ført til en stigning i seerandele for både TV 2s hovedkanal og TV 2-familien i 2016. Tv-mediet er fortsat markedets klart mest effektive reklamemedie, når annoncørerne skal nå bredt ud, og samtidig her hvor annoncøren får absolut mest ud af sin medieinvestering i form af øget salg.

Derudover har TV 2 haft succes med at skabe en forretning, som baserer sig på to indtægtsstrømme, reklame og abonnement – også i den digitale forretning.

- Vi har gennem mange år haft en stærk position på det digitale reklamemarked, men efter de seneste års succes med TV 2 PLAY er balancen i den digitale forretning blevet endnu stærkere, siger Flemming Rasmussen og fortsætter:

- Digitalt tv er en vækstbranche, og den vil fortsætte med at vokse. Derfor er vi grundlæggende optimister på TV 2, uanset at konkurrencen er knaldhård og i stigende grad også legemliggøres af internetgiganter som Google, Facebook og Netflix.

TV 2 på vej med digitalt AFP-produktValgfri reklamer på TV 2s digitale platforme