TV2 Media

TV 2 på vej med digitalt AFP-produkt

Med digitalt partner-indhold får TV 2s samarbejdspartnere samme mulighed for at støtte produktionen af indhold på de digitale platforme, som de har på tv.

Forretningsområdet, der i branchen bl.a. kaldes for native, content marketing, branded content eller AFP (Advertiser Funded Programming), handler i bund og grund om, at annoncører gerne vil associeres med godt indhold gennem et værdifællesskab med en medieudbyder. Dette bliver nu også en mulighed for TV 2s annoncører på mediehusets digitale platforme.

På TV 2s Media Talk, hvor de største kommercielle nyheder for 2017 torsdag blev præsenteret, lancerede TV 2 produktet digitalt partner-indhold, der giver TV 2s samarbejdspartnere samme mulighed for at støtte produktionen af indhold på de digitale platforme, som de har på tv.

- Med denne nye digitale forlængelse af vores klassiske AFP-produkt på tv vil vi kunne tilbyde vores samarbejdspartnere muligheden for – sammen med TV 2 – at støtte produktionen af relevant indhold til de mere end 700.000 daglige brugere på vore digitale platforme, siger Peter Olafsson, salgsdirektør på TV 2 og fortsætter:

- Kvalitet og relevans vil i sagens natur være bærende elementer i arbejdet med at identificere og udvikle projekter, der skal forankres i vores digitale styrkepositioner inden for livsstil og underholdning samt sport. 

Klar sponsorafmelding

Det digitale partnerindhold vil indgå som en integreret del af tv2.dk’s og TV 2-apps’ øvrige indhold – dog med en klar afmelding, der skal informere brugeren om, at det konkrete indhold er sponseret af en given partner.

- Der vil naturligvis – ligesom på vores AFP-produkt til tv – være helt klare og adskilte linjer mellem det redaktionelle indhold og det kommercielle indhold. Vi har bl.a. udarbejdet en officiel TV 2 disclaimer, der skal sikre, at alle brugere hurtigt kan se, at de læser indhold, som er støttet af en kommerciel partner, siger Jacob Fischer-Nielsen, chef for TV 2s Kommercielle Partnerskaber, der har ansvaret for TV 2s AFP-forretning.

TV 2s digitale partner-indhold produceres af en særlig redaktion, der arbejder parallelt med tv2.dks redaktion.

- Vi ser arbejdet med digitalt partner-indhold som en eksklusiv mulighed til udvalgte relevante annoncører hos TV 2, siger Jacob Fischer-Nielsen, der forklarer, at ansvaret for salget af det digitale AFP-produkt kommer til at høre under TV 2 Brand Partnerships, der også håndterer salget af det klassiske AFP-produkt til tv.

TV 2 lancerer fremtidens tv-reklameValgfri reklamer på TV 2s digitale platforme