TV 2-regionerne øger kendskab markant

I Aalborg Lufthavn møder vi marketingchef Rikke Mølgaard, der ikke alene udstråler pondus men en enorm entusiasme for udviklingen af, hvad der gennem de sidste år er blevet Jyllands foretrukne, internationale lufthavn. En lufthavn, der er vokset med raketfart.

Aalborg Lufthavn har siden 2010 benyttet sig af annoncering på TV 2s regioner og har dermed oplevet, hvordan det kan give vokseværk og volumen i kendskabet til virksomheden.

For år tilbage lagde Aalborg Lufthavns CEO, Søren Svendsen, en strategi, hvor lufthavnen skulle gøres international, og hvor det derfor skulle være muligt at flyve direkte internationalt ud af Aalborg Lufthavn. En opgave, der ikke kunne løses fra den ene dag til den anden. Der var særdeles mange ting, som skulle falde på plads først. Bl.a. skulle der indgås samarbejder med internationale flyselskaber, udbygges infrastruktur til og fra lufthavnen samt sikre parkeringsforhold til alle passagerne, som kommer langvejs fra.

Men det var samtidig også utrolig vigtigt at øge kendskabet til lufthavnen med det helt klare formål at skaffe flere besøgende til lufthavnen. Og det må i den grad siges at være lykkedes; antallet af passagerer er vokset fra 1 mio. i 2009 til 1,6 mio. i 2017.

 

”Tro på marketing. Tro på du har en god historie. Kommuniker. Fortæl.”
- Rikke Mølgaard, salgs- og marketingdirektør Aalborg Lufthavn

 

Den regionale tv-annoncering har været en uvurderlig partner til at løse den opgave. Annoncering på TV2 Nord har betydet en kendskabsgrad på næsten 100 procent i Region Nords sendeområde.

For at øge lufthavnens optageområde har Aalborg Lufthavn gennem de senere år bredt deres kampagner ud på flere regioner, og det har været en succes.

”Udover det boomende antal passagerer, så er deres kendskab steget markant f.eks. er kendskabet i Østjylland steget fra 32 procent i 2009 til 72 procent i 2017” siger marketingchef Rikke Mølgaard.