ARA_4519.jpg

TV 2 skruer op for Addressable TV

TV 2s annoncører får i 2020 adgang til mere end én milliard målrettede reklamevisninger på TV 2 PLAY, og samtidig introducerer TV 2 et nyt værktøj, der øger målretningen af annoncørernes kampagner yderligere.

TV 2 accelererer udviklingen af TV 2 PLAY - det var hovedbudskabet på Media Talk 2020, der er TV 2s årlige event for annoncører, mediebureauer og øvrige kommercielle samarbejdspartnere. Udviklingen og væksten i volumen på TV 2s streamingtjeneste betyder, at annoncørerne næste år får nye muligheder for at målrette deres kampagner til kunderne.

- Addressable TV handler om målrettethed, og det hele starter med volumen. Jo mere volumen, jo større og mere differentieret base kan vi stille til rådighed for annoncørerne, hvor de kan udvælge lige præcis de kontakter, som måtte være relevante for netop deres budskaber. Selv en meget målrettet kampagne skal jo trods alt have en vis størrelse, før det flytter noget, og derfor er vi glade for, at vi næste år kan tilbyde én milliard målrettede reklamevisninger på TV 2 PLAY, siger salgsdirektør for TV 2 Reklamesalg, Peter Olafsson, og fortsætter:

- Med én million danskere, der nu har adgang til TV 2 PLAY, har volumen på tjenesten nået et omfang, der er interessant, uanset om man som annoncør kombinerer traditionelt tv og Addressable TV for at optimere dækning i målgruppen, eller om man bruger Addressable TV som stand alone.

150 millioner datapunkter – om dagen

I 2020 introducerer TV 2 et nyt værktøj, der øger målretningen af annoncørernes kampagner yderligere.

- Igennem de seneste måneder har vi i samarbejde med Microsoft arbejdet på et nyskabende projekt, hvor vi sammen har kigget ned i maskinrummet på TV 2 PLAY og ikke mindst på den forbrugsdata, vi opsamler på tjenesten. Det handler om en datamængde på omkring 150 millioner datapunkter – om dagen, siger Peter Olafsson og fortsætter:

- For at kunne levere endnu mere præcist i forhold til den ønskede, primære målgruppe, har vi brugt avancerede dataværktøjer for at identificere mønstre som fx hvor mange, der er koblet op på husstandens abonnement, hvilket indhold, der ses i husstanden, på hvilken enhed, og hvor seningen sker rent geografisk, siger Peter Olafsson.

Ifølge Peter Olafsson baner resultaterne vejen for lanceringen af flere nye, datadrevne produkter.

- De foreløbige resultater har været meget positive og viser en markant øget præcision i målretningen mod de enkelte medlemmer i en given husstand. Den meget præcise indsigt i vores mange brugeres reelle adfærd giver et stort løft til vores videre produktudvikling, hvor vi nu for alvor kan skrue op for lanceringen af endnu flere forskellige datadrevne produkter, siger Peter Olafsson.

Det nye værktøj tages i brug allerede i starten af det nye år på alle TV 2s Addressable-kampagner på TV 2 PLAY.